Historien om Sandvad Kro

IH BH står der på den gule facade af Sandvad Kro ud mod Kongevejen, som har sit navn efter den jagtglade kong Frederik d. 2. som fik  kroen anlagt fra sin slots by Skanderborg ud til sine vildtbaner i 1500 tallet.

Kroen fik sine første kongelige privilegier i år 1730. Den nuværende bygning blev opført i 1865 efter at være brændt af, af tyske soldater i 1864.

Den første danske kro, som fik sit kongelige privilegium var Bromølle Kro på Sjælland i året 1198.
I 1283 bestemte Kong Erik Klippinge, at der skulle oprettes kroer ved de såkaldte kongeveje og færgesteder, som kongerne benyttede, når de rejste rundt i landet i embeds medfør.
 Dronning Margrethe I bestemte i 1396, at der skulle være en kro for hver 4. mil, dette blev i 1522 ændret til hver anden mil.
Efter reformationen i 1536 begyndte der at komme mange kgl. privilegerede kroer, og de sidste 3 fik deres privilegium i 1912. Danmark har idag ca. 100 kgl. privilegerede kroer tilbage.

Kilde: Østbirk Avis

I den hyggelige pejsestue på Sandvad Kro møder vi Herluf Høyer, der siden 1992 har drevet den Kongelig privilegerede kro på Kongevej nr. 25, et stenkast uden for Østbirk.

Herluf husker tilbage til overtagelsen i 1992, hvor omegnens 3 kroer, Voervadsbro Kro, Østbirk Kro og Sandvad Kro dette år alle  skiftede ejere. Herluf erindrer et foto hvor de 3 stod sammen og blev foreviget med hver sin grydeske i luften som musketererne Niels, Sisse og Herluf, som et symbol på sammenhold. I dag er det slut med sammenholdet, for der som bekendt kun Sandvad Kro og Herluf tilbage, og det med betydelig flere kvadratmeter under tag, end da Herluf overtog kroen i 92.

I 1994 købte Herluf nemlig den bagved beliggende krogård til. Historien fortæller at Kroen og Krogården var ejet af 2 søskende. Om venskabet de to imellem fortalte et notat i skødet sin egen historie: der stod at kroejeren 2 gange årligt måtte betræde bagsiden af kroen for at kalke denne, hvilket nok ikke ligefrem kan betegnes som søskendekærlighed. I det hele taget kan Herluf livligt fortælle rigtig mange historier om Sandvad Kro, og en del af disse egner sig også bedre til historiefortælling end på tryk.

I 1995 blev gårdens stuehus fjernet og kroens festsal med tilhørende reception og toiletter blev opført. Siden er der også kommet lejligheder og værelser tilhørende kroen. Festsalen huser festen optil omkring 80 personer og det er en passende størrelse for tidens fester. Mange bryllupper er nu om stunder på omkring 60 personer.
 - Bryllupper er særligt populære hos os, fordi man sådan en dag råder over hele kroen, siger Herluf, hvilket naturligvis også er gældende for øvrige større fester i de hyggelige lokaler.

I kroens pejsestue kan der dækkes til omkring 35 personer og denne benyttes ligeledes til f.eks. buffet, hvis pladsen er trang i festsalen. De 2 sale kombineres let via dobbelte skydedøre, der også kan isolere lyden salene imellem, hvis det er nødvendigt. Og den hyggelige atmosfære forbliver således intakt.

Vinkælder
Under Pejsestuen har Herluf Høyer lavet en vinkælder - og lavet er i ordets oprigtige betydning. Om dette rum bekræfter Kroværten at han  egenhændigt har fjernet 60 cm jord, for at få tilstrækkelig loftshøjde i kælderrummet, som nu med et rustikt bordarrangement er blevet en rigtig vinkælder. Hvis man ikke lige kan forstille sig hvor meget 60 cm jord fylder, så svarede det til 6 containere sand, som Vestbirk Vognmandsforretning kørte væk efter at kroværten havde båret jorden op i spande. Så Herluf har betrådt trappestenene ned til kælderen en del gange.

Fremtiden ser lys ud
Fremtiden for Sandvad Kro ser lys ud, er Herluf ganske sikker på.
 - Jeg bliver jo ikke yngre og med ansættelsen af Chris Lauridsen som daglig leder, er der masser at tiltag og aktiviteter i støbeskeen. Chris, der er blevet et velkendt ansigt på Sandvad Kro, har erfaring fra Kongeskibet Dannebrog og Jørgensens Hotel, og sammen har de to f.eks. planlagt suppeaften og aftener med italiske, fanske og danske delikasser samt hjemmerøgede specialiteter som temaaftener i nær fremtid.

 

 

Billedekroen 020

 

Billedekroen 037

 

Billedekroen 052

 

Billedekroen 053